Klubnyheder

HFT herrer 1. div: Trist nederlag i nytårspremieren

6. januar 2019, 23.14


Det lykkedes ikke for Helsingørs bedste floorballmandskab at følge op på storsejren over Lyngby umiddelbart før julepausen, da man søndag eftermiddag mødte CBS Sport i 1. division. Det blev et tæt 8-7 nederlag i en kamp, der bølgede frem og tilbage, men hvor Helsingørspillerne aldrig for alvor fandt det nødvendige flow i spillet.

 

Ikke længere ”træningskegler”
CBS havde valgt at udeblive fra sæsonens første indbyrdes opgør, så det var godt 3 år siden, de to mandskaber sidst havde krydset floorball-klinger, nemlig tilbage i sæsonen 2015/2016, hvor Helsingør var tophold i 1. division. CBS Sport stillede dengang op i de 3 indbyrdes matcher med henholdsvis 9, 8 og 7 markspillere og valgte da at grave sig fuldstændig ned og overlade alt spil til Helsingør. Træner Jesper Frank Christensen havde i sin sæsonoptakt henvist til disse opgør som mindre interessante floorball-oplevelser, hvor CBS spillerne mest havde ageret ’træningskegler’ i nogle kedelige kampe, der bestod af envejs-floorball i 60 minutter. Denne kommentar var tydeligvis faldet CBS spillerne kraftigt for brystet, og Københavnermandskabet var ekstraordinært opsatte på at vise, at holdet har løftet sig efter tre år i den næstbedste række, og bestemt ikke længere kan kaldes træningskegler. 

 

CBS var da også mere på bolden og generelt mere offensivt indstillet end tidligere set, men det var hjemmeholdets signartur-kontraspil, der blev kampafgørende. Gang på gang gik Helsingør-spillerne i fælden og tillod de løbestærke CBS-spillere at skabe simple overtalschancer, som koldt og kynisk blev udnyttet. Set fra Helsingør-perspektivet indebar kampen et markant overtag i spil og chancer, men man må også sande at det teknisk-taktiske niveau lader meget tilbage at ønske, hvis man gerne vil spille etableret i modstanderens zone.

 

Enkelte lyspunkter var ikke nok
Den lange floorballpause, og det kaotiske kampforløb, bekom tydeligvis ikke Helsingørspillerne vel. Trods enkelte lyspunkter - herunder 2 flotte mål af tilbagevendte Mads Poulsen, der var Helsingørs bedste på dagen – haltede nordsjællænderne efter ved både 4-6 og 6-8, og selv om det blev til flere gode muligheder i slutsekunderne kom man aldrig tættere end 7-8, hvorved Helsingør missede muligheden for at rykke op på andenpladsen i tabellen. Næste opgave for Helsingør bliver 3. og sidste opgør mod lokalrivalerne fra Rungsted-Hørsholm, der kommer på besøg i Helsingørhallen lørdag den 19. januar 2019.

 

CBS Sport – Helsingør FT: 8-7 (3-3, 3-3, 2-1)

Point for Helsingør:

Jesper Frank Christensen 2+1

Jon Precht-Sparre 1+2

Mads Poulsen 2+0

Jens Stigaard 1+1

Jonas Hviid 1+0

 

Man-of-Match: Mads Poulsen


Klubnyheder