Klubnyheder

Spar Nord Fonden donerer stave til skoler!

7. mar. 2017, kl. 21.20

I pausen efter 1. periode under lørdagens kamp i Helsingør Hallen mellem FC Helsingborg og Linköping foran 1.137 tilskuere modtog idrætslærer Christian Knudsen (#1) , Skolen ved Gurrevej, og pædagogisk afdelingsleder Brian Grønbæk (#4), Skolen ved Kongevej, 60 stave. Stavene blev doneret af Spar Nord Fonden repræsenteret ved direktør fra Spar Nord Helsingør Piet Petersen (#3) flankeret af direktør for SportDirect Carsten Nielsen (#2) som i samarbejde med Unihoc havde givet et generøst tilbud på udstyret. Foto: Carsten Pedersen


I november sidste år lagde Helsingør Floorball Team hal til en stor skoleturnering for flere hundrede af børn. I den forbindelse blev det klart fra snak med lærerne at udstyret flere steder var kummerligt, og at idrætslærerne derudover var interesseret i inspiration og motivation til øget brug af floorball i idrætstimerne. Nu er bønnerne blevet hørt.


Den lokale floorballforening ansøgte efter skoleturneringen Spar Nord Fonden om 10.000 kr. til køb af stave. Dette beløb er netop blev bevilget! Samtidig har udstyrsproducenten Unihoc og SportDirect Helsingør også vist sig at være med på ideen, og har givet et generøst tilbud. - Det er dejligt at få økonomisk støtte og opbakning til en ide om at give skolerne bedre udstyr! Vi siger 1.000 tak, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Helsingør Floorball Team Søren Precht-Sparre. - Drømmen er at alle kommunens skoler en dag har kvalitetsudstyr. Dernæst at idrætslærerne har stiftet bekendt med floorballsporten på egen krop og er blev inspireret med øvelser til at bruge floorball i idrætstimerne, fortæller Søren.


Dokumenteret sund
- Det er nu dokumenteret, at floorball er sundhedsfremmende. Center for Holdsport og Sundhed har lavet flere forsøg med vores idrætsgren forbi der er meget aktivitet på lidt plads. Blandt andet har de testet vores nye mænd 60Plushold som efter 12 uger med floorball har forbedret deres kondi i snit med 34%! Og 60Plusserne havde det endda sjovt undervejs, slutter bestyrelsesmedlemmet.


60 stave kommer nu i spil
I første omgang er der fokus på indskolingsklasserne på de skoler, som ligger tættest på Helsingør Hallen. De første modtagere af stave blev Skolen ved Kongevej og Skolen ved Gurrevej. Donationen fra Spar Nord Fonden betød, at to repræsentanter fra skolerne fik overrakt to gange 30 stave. Selve overrækkelsen fandt sted i første pause i det store floorballbrag mellem FC Helsingborg og Linköping i Helsingør Hallen lørdag den 4. marts 2017. Nu er det så op til skolerne at tage action og få glæde af den medrivende idrætsgren - udstyret er i top - og floorballklubben står klar i kulissen med råd og vejledning.

Tilbud
Helsingør Floorball Team indbyder til “Intro til floorball i teori og praksis” torsdag den 16. marts 2017 i Snekkersten Hallen. Alle er velkomne. Målgruppen er bred, men specielt relevant for idrætslærere og pædagoger, der er nysgerrige på floorball. Se mere på floorballhelsingor.dk







Klubnyheder